Aarhus-dansere vinder bronze

De danske mestres første EM-medalje

De danske mestre i latinamerikanske danse, Martino Zanibellato og Michelle Abildtrup, vandt søndag bronze ved EM. Mesterskaberne blev danset i den spanske by Cambrils.

Formand for Danmarks Sportsdanserforbund Flemming Riis er yderst tilfreds med parrets dans.

- Det er dejligt, at vi nu igen er på medaljeskamlen i latin - en disciplin, der de seneste år har stået lidt i skyggen af standarddans og 10-dans, siger han i en pressemeddelelse. 

Martino Zanibellato og Michelle Abildtrup danser til dagligt i Århus Sportsdanserforening.