Aarhus blandt seks udvalgte byer: Kan vinde flyrute til Tyskland

Det tyske flyselskab Eurowings har valgt Aarhus blandt seks byer, der i en konkurrence på Facebook, kan vinde en rute til en af selskabets baser i Tyskland

Foto: Wolfgang Rattay - Ritzau Scanpix

Drømmer du om en tur til Stuttgart, Hamborg eller måske Berlin? Så skal du læse videre her. Turen fra Østjylland til vores naboland syd for grænsen kan nemlig snart blive en del nemmere.

Læs også Aarhus Lufthavn har medvind - antallet af passagerer stiger

Det tyske flyselskab Eurowings, der er drevet af Lufthansa, har lanceret en kampagne på Facebook, som går under navnet ”Vote and fly”, og her er Aarhus nomineret blandt seks europæiske byer, der med brugernes hjælp, kan vinde en rute til en unavngiven destination i Tyskland.

I Aarhus Lufthavn er man begejstret for nomineringen.

- Det har langt større betydning, end man skulle tro. De har ikke bare kastet en dartpil på et europakort, da de skulle udvælge de seks lufthavne, siger direktør for Aarhus Lufthavn Peter Høgsberg til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Eurowings har fundet Aarhus tunge nok til, at de måske vil lave en rute herfra. Nu ved vi, at de har Aarhus og Østjylland i deres bevidsthed.

SÅDAN STEMMER DU

- Gå ind på Eurowings-hjemmesiden www.vote-and-fly.com 

- Tryk på ’Vote now’ (stem nu) ud for Aarhus.

- Sæt kryds i feltet ’Jeg er ikke en robot’

- Tryk på ’Vote now’ igen.

- Du har nu stemt på Aarhus.

Brug for mange stemmer

I afstemningen konkurrerer Aarhus med fem andre europæiske byer: Cork i Irland, Kosice i Slovenien, Friedrichshafen i Tyskland, Stavanger i Norge samt den slovenske hovedstad Ljubljana. Der er altså hård konkurrence, og i skrivende stund ser det ikke godt ud for Aarhus.

Danmarks næststørste by har nemlig sølle 4,6 procent af stemmerne og ligger dermed næstsidst i konkurrencen. Cork på førstepladsen har hele 38,4 procent.

I første omgang skal Aarhus dog ’blot’ op på tredjepladsen. Den har Friedrichshafen lige nu med 13,4 procent af stemmerne.

Læs også Landets første børnehøjskole slår dørene op: - Vi starter med en sang

Hos Aarhus Lufthavn tager man den dårlige placering med ro.

- Vi går efter at tage slutspurten. Når de andre er trætte, så rykker vi. I første omgang skal vi bare i blandt de tre bedste, så er vi videre til finalen, siger direktør Peter Høgsberg til TV2 ØSTJYLLAND.

Han håber, at flest mulige vil sprede det glade budskab og har samtidig en gulerod til Østjyderne.

- Hvis vi vinder ruten, holder vi en åbningsfest herude med kage, kaffe og bobler, siger Peter Høgsberg. 

Eurowings er ejet af det tyske flyselskab Lufthansa og flyver til 160 destinationer i mere end 50 lande. 

Afstemningen lukker mandag d. 12. marts kl. 15. Dagen efter er der finale for de tre byer med flest stemmer. Det foregår live på Eurowings Facebookside, hvor vinderen også bliver kåret. 

03:46

VIDEO: Flyseslskabet SAS løftede i dag sløret for en trecifret million-investering i Aarhus Lufthavn. Selskabet satser stort med flere afgang og helt nye ruter.

Luk video