Aarhus-analyse: Studerende er bedst til at vinde medaljer

Analyse fra Aarhus Universitet viser, at to ud af tre danske OL- og VM-medaljer i 2016 blev hentet af atleter, som studerer ved siden af karrieren

Den aarhusianske hækkeløber Sara Slott Petersen er både studerende og mor. I august tog hun hjem fra OL i Rio med en sølmedalje om halsen. Foto: Phil Noble - Scanpix

2016 blev et stort dansk sportsår.

Medaljerne kom i en lind strøm, og det var især takket være de atleter, som kombinerer uddannelse og elitesportskarriere.

En ny analyse fra Aarhus Universitet viser, at 68 procent af de danske VM- og OL-medaljer i 2016 blev vundet af atleter, som studerer ved siden af karrieren.

Læs også Sara Slott bliver hædret med fornem idrætspris

En af atleterne, der studerer ved siden af, er den aarhusianske OL-sølvvinder Sara Slott Petersen.

Undersøgelsen er lavet i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.

Vi skal ikke kun være stolte over medaljer og flotte præstationer, men også over, hvordan vi skaber hele mennesker ud af eliteatleter

Team Danmark-direktør Lone Hansen

- Det er en grundsten i Team Danmarks eliteidrætsmodel, at man som atlet skal have mulighed for at tage en uddannelse. Undersøgelsen viser, at vores model fungerer, og at det er en forkert antagelse, at uddannelse og elitesport blokerer for hinanden, siger Team Danmark-direktør Lone Hansen i en pressemeddelelse.

Hun er meget tilfreds med den danske medaljehøst i 2016 og de danske præstationer, men resultaterne uden for sportsverdenen har også stort fokus hos Team Danmark.

- Vi skal ikke kun være stolte over medaljer og flotte præstationer, men også over, hvordan vi skaber hele mennesker ud af eliteatleter, siger Lone Hansen.

Læs også Aarhus-studerende bag genial opfindelse: Slut med at brænde sig på kaffen

De 15 danske medaljer ved OL i Rio var et historisk resultat, og også her bød de studerende stærkt ind for Danmark.

Ifølge undersøgelsen var 38 procent af de danske OL-atleter studerende, og de stod for 58 procent af OL-medaljehøsten.