Aarhus 2017 ud af storbyen: Stor udstilling i hele regionen
Med temaet de syv dødssynder tager syv museer uden for Aarhus nu for alvor hul på kulturhovedstadsåret
Med en storslået åbningsceremoni blev Aarhus som kulturhovedstad skudt i gang med maner for 14 dage siden. Men nu tænker du så måske, hvornår sker der noget i min by uden for Aarhus?
Svaret er nu, for en ny stor udstilling over de syv dødssynder kommer blandt andet til Ebeltoft og Randers.
På Glasmuseet i Ebeltoft er temaet dovenskab, og her er en gruppe mexicanske kunstnere en stor del af udstillingen.
Læs også
- For os er det stort. Det er jo en måde at få flere museer til at få noget til at vokse sammen. Vi laver udstillinger, vi selv synes er interessante og spændende, men når vi arbejder sammen med seks andre museer, får det lige pludselig en storhed over sig, siger museumsdirektør på Glasmuseet Dan Mølgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De syv museer er spredt ud over hele Region Midtjylland, og i det østjyske er det så udover i Ebeltoft på Randers Kunstmuseum, at dødssynderne skildres.
Med marmor, tegninger og knogler er begær i fokus her. Og man er glad for nu at være en del af Aarhus 2017 i Randers.
- Det har været en foræring, for det første fordi vi får nogle midler, men også fordi vi forsøger at samle hele regionen og har vendt os mod museer, vi normalt ikke samarbejder med, siger Lise Jeppesen fra Randers Kunstmuseum.
Det helt store mål med udstillingerne er at få publikum ud til alle museer fra Lemvig til Ebeltoft. Når du har besøgt et af dem, er der såmænd også 20 procent rabat hos de øvrige.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du se mere fra de to østjyske udstillinger.