Aarhus 2017 har fået sin egen sang: Hør den her

Den aarhusianske kunstnerduo Apperaat har lavet en ny Aarhus sang. Den skal stå som et varigt aftryk for kulturhovedstadsåret i Aarhus

Foto: Apperaat

Det er over 30 år siden at sangen ”Hjem til Aarhus” med gruppen "På Slaget 12" hærgede playlisterne. Nu har den aarhusianske kunstnerduo gentænkt en Aarhus-sang og udkom i aften med sangen ”Aarhus Simpelthen”.

- Vi har ikke lavet en sang om, hvad Aarhus er, eller hvor god Aarhus er, og man skal ikke forvente en ny “Hjem til Aarhus”. Vi har lavet en sang, der udtrykker byens stemning, og vi har forsøgt at give plads til teksten, billederne og fordybelsen. Et musikalsk digt om Aarhus. En gentænkning af en Aarhussang, siger Apperaat.

Hør den nye Aarhus-sang her.

Resultatet, ”Aarhus simpelthen" er blevet en sang, der indeholder talte ord af Biskop Emeritus Kjeld Holm og tidligere højskoleforstander og medlem af etisk råd, Jørgen Carlsen. Komponist og sanger Nanna Bech ligger stemme til sangen i stykket. 

Et varigt aftryk fra kulturhovedstadsområdet

Den administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 glæder sig over Aarhus’ nye sang og er glad for, at Aarhus som kulturhovedstad har været med til at skabe grundlaget for at få ideen til at gro til virkelighed:

- ”Aarhus simpelthen” er en meget smuk og stemningsmættet sang, som beskriver og fortolker Aarhus på fremragende vis. Det er et glimrende eksempel på at gentænke, og jeg håber, at sangen vil stå som et varigt aftryk fra kulturhovedstadsåret”, siger Rebecca Matthews.

Selve melodien i sangen er bygget over et loop af rolig musik. Udover almindelige instrumenter har duoen også brugt forskellige bylyde fra Aarhus.

- Vi endte med at skrive og producere et roligt nummer, der som udgangspunkt kan høres af de fleste, uden de løber skrigende væk. Unge som ældre. Vi havde også 2017's kodeks i tankerne, nemlig at inddrage forskellige aktører og favne bredt, siger Apperaat.

Sangen er lavet med støtte fra OFF Track 2017-puljen.

Andre Aarhus-sange

Der er gennem årerne lavet flere Aarhus-sange, hvor Aarhus på den ene eller anden måde indgår. Udover “Hjem til Aarhus“ kan eksempelvis også nævnes Tina Dickow's "Pigen ud af Aarhus” og Gnags med “Lav sol over Aarhus". Går man tilbage i tiden husker nogle måske også "Aarhus Tappenstreg”.