AAK skærer ned
I alt forsvinder 90 stillinger fra AAK - den tidligere AarhusKarlshamn, som er i gang med en stor nedskæring.
I sommeren havde AAK 360 medarbejdere. Næste år er det tal nede på 270, og så sent som i sidste uge blev 18 ansatte fyret, skriver Århus Stiftstidende.
- Og det er hverken første eller sidste fyringsrunde. Vi er midt i en stor nedskæringsperiode, og der kommer flere afskedigelser allerede i næste måned. Der er virkelig skåret helt ind til benet, siger Bjarne Uldall, der er fællestillidsmand på oliefabrikken, til avisen.
Ifølge administrerende direktør Jan Astrup skal man dog ikke frygte, at virksomheden i Århus er ved at lukke.
- Vi er del af en stor, svenskejet koncern, der satser på den højt forædlede produktionen i Århus, og som har investeret rigtig mange penge i fabrikken her. Vi bliver i Århus, vi har bare været nødt til at rationalisere for at kunne være konkurrencedygtige på et hårdt marked, siger han.