Åbning af Aarhus 2017: P-vagterne havde travl aften

Aarhus Kommune brugte bevidst kulturbyåbning til at udskrive ekstra mange parkeringsbøder, mener byrådsmedlem. Rådmand afviser

02:19

De aarhusianske parkeringsvagter havde travlt, da Aarhus lørdag aften officielt åbnede kulturhovedstaden.

I løbet af dagen uddelte kommunens parkeringsvagter 420 afgifter. På en almindelig lørdag varierer antallet mellem 40 og 100. 

Lars Boje Mathiesen, byrådsmedlem for Nye Borgerlige, mener, at kommunen brugte åbningsfesten som påskud til at få ekstra kroner i kassen. Og den fremgangsmåde er forkastelig. 

Byrådsmedlem Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

- Man kan jo se, at når man udskriver så markant mange flere bøder en normal lørdag aften, så er der en form for systematik i det, ellers ville det ikke kunne lade sig gøre, siger han.

Kristian Würtz (S), rådmand for teknik og miljø, afviser påstanden fra Lars Boje Mathiesen. 

- Det handler først og fremmest om sikkerhed og fremkommelighed i trafikken. Så er det klart, at der også er en indtægt ved afgifter, siger han.

Kristian Würtz hæfter sig ved, at der lørdag var hundredvis af ledige parkeringspladser rundt i byen, blandt andet i flere parkeringshuse.

Læs også Aarhus tryllebandt alle med åbningsshow: Og hvad så nu?

Det argument køber Lars Boje Mathiesen ikke:

- Hvis folk har vidst, at der var ledige parkeringspladser, så ville de selvfølgelig køre derhen. Der ligger et stort kommunikationsbrist heri. Det er simpelthen ikke kommunikeret godt nok ud,  hvor man kunne parkere, og hvordan man kunne parkere der, siger byrådsmedlemmet. 

Lars Boje Mathiesen mener, at kommunen bærer et stort ansvar i forhold til at informere folk: 

Rådmand Kristian Würtz (S).

- Det mener jeg absolut. Det er både kommunen og kulturhovedstadsprojektet, der har et fælles ansvar for det.

Kristian Würtz mener, at kommunen allerede har gjort meget for at klæde trafikanterne på:

- Jeg synes, at det er den enkeltes eget ansvar at finde ud af hjemmefra, hvor man kan parkere. Når du kører på de store indfaldsveje i Aarhus, så er der skiltning til de ledige parkeringspladser, og der er ovenikøbet hundredvis af ledige pladser. Det, synes jeg faktisk, er en ret fin service - udover der også var gratis busser.

Få hele historien i tv-indslaget øverst i artiklen.