Åbent hus: Aarhus Teater vil åbne sig mod byen
Aarhus Teater holdt lørdag åbent hus for byens borgere – det tilbud benyttede flere sig af
Lørdag fra klokken 11.30 til 14.00 var der åbent hus hos Aarhus Teater. Her kunne folk fornøje sig med kig fra scenekanten og adgang til de steder, man normalt ikke ser som publikum.
- Vi lagde ud på Store Scene, hvor de to direktører bød velkommen, og så var der fællessang. Derefter kunne man ellers bevæge sig rundt i huset og deltage i små rundvisninger af 20 minutters varighed, hvor man besøgte de forskellige værksteder som skræddersalen og malersalen, siger pressechef Morten Daugbjerg fra Aarhus Teater til tv2oj.dk.
Læs også
Han mener, at cirka 1.500 mennesker lagde vejen forbi Aarhus Teater i løbet af den tid, der var åbent hus.
- Vi gjorde det for tre år siden, vil jeg skyde på, men det er første gang under vores nye teaterdirektør (Trine Holm Thomsen, red.) Det er et led i hendes tanker om at åbne teatret yderligere mod byen, siger Morten Daugbjerg.
Gæsterne kunne blandt andet høre og se, hvordan man laver en vinflaske i sukker, der kan smadres i hovedet på en skuespiller, uden at det gør skade.
Det har TV 2 | ØSTJYLLAND tidligere lavet et indslag om. Se mere i videoen herunder.