Aabech-hattrick sikrede uafgjort
AGF spillede 3-3 mod AaB i træningskamp
Det ser ud til, at AGFs Kim Aabech har tænkt sig at fortsætte sit gode spil fra efteråret i det nye år.
Den offensive midtbanespiller scorede alle tre mål for AGF, da holdet fredag eftermiddag spillede 3-3 mod de forsvarende danske mestre fra AaB i en træningskamp.
Kim Aabech var med fra start - ligesom nyindkøbte Morten Nordstrand - men det var Kim Aabech, der fredag havde mål i støvlerne.
AGF'erne fik en skidt start på kampen, da aalborgenserne i kampens fjerde minut bragte sig i front og 12 minutter senere udbyggede føringen til 2-0.
Men så tog Kim Aabech affære, og AGF'eren scorede tre mål i træk.
Se: Tidligere topscorer til AGF
I kampens 19. minut reducerede han til 1-2, og kort før pausen bragte han balance i regnskabet med et langskud.
I pausen skiftede AGF-træner Morten Wieghorst otte spillere, men Kim Aabech fik lov at blive på banen.
Anden halvleg var kun fem minutter gammel, da der blev begået straffespark på Daniel Christensen. Kim Aabech var manden, der skulle sparke, og han sendte AGF i front med 3-2.
Det blev det ikke til en sejr i årets første træningskamp for AGF, da Rasmus Jønsson udlignede for AaB efter en lille time.
Kampen sluttede dermed 3-3.
Næste opgave for AGF er om en uge, hvor holdet skal møde Odder i en træningskamp.