AAB vinder kommunal konkurrence
Aarhus Kommune har netop kåret den første vinder af en konkurrence om byggeri af almene boliger, og AAB skal bygge 106 boliger i Risskov Brynet
Aarhus Kommune har for første gang nogensinde afholdt en konkurrence for at finde ud af, hvem der skal bygge almene boliger, og det gør kommunen for at sikre en endnu højere kvalitet i de almene boligprojekter.
Det blev boligforeningen AAB, der vandt konkurrencen foran to andre boligforeninger, og dermed skal AAB opføre 62 ungdomsboliger, 10 handicapboliger og 34 familieboliger.
De kommende år vil der blive afholdt konkurrence for boligprojekter i for eksempel Knudrisgade, Saltholmsgade og på Aarhus Ø, for der er 1.600 almene familieboliger på vej i Aarhus Kommune de kommende år.
Glad for resultatet
Den første konkurrence er gået godt, og rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz (S) er glad for resultatet.
- Jeg synes, at vinderprojektet er meget vellykket. Projektet giver kvarteret nogle rigtig gode boliger, som helt almindelige aarhusianere har råd til at bo i. Samtidig er projektet udformet på en måde, så det giver noget tilbage til kvarteret. Bygningerne er med til at skabe gode byrum og mødesteder for beboerne, og det er netop tanken bag konkurrencerne om nye boligprojekter, fordi vi skal bygge god by, siger Kristian Würtz.
Rift om boligerne i Aarhus, men boligjagten kan blive sværere
Anders Rønnebro er direktør i AAB, og han mener, at den nye konkurrenceform har haft en positiv indflydelse på projektet.
- Der er jo ingen tvivl om, at når Aarhus Kommune lader en konkurrence afgøre, hvem der skal bygge, så tvinger man boligforeningerne til at tænke sig ekstra godt om. Man får helt sikkert bedre kvalitet for skattekronerne, men det er vigtigt, at Aarhus Kommune har en åbenhed om konkurrencevilkårene og sikrer, at alle bagefter kan se, hvorfor vinderen vandt og taberne tabte. Kun på den måde bliver vi alle klogere til næste gang, der udskrives en konkurrence, siger Anders Rønnebro.