AaB nedsablede Silkeborg IF

Silkeborg IF kom elendigt ud af efterårssæsonen. Holdet tabte på hjemmebane 1-4 til AaB.

Effektiviteten var forskellen, da AaB søndag eftermiddag slog Silkeborg med hele 4-1 i Superligaen.

Silkeborg kom ellers foran 1-0 i det 20. minut ved Simon Nagel, men AaB slog hurtigt og hårdt igen. Rasmus Würtz udlignede efter 24 minutters spil, og Simon Bræmer gjorde det 2-1 til AaB i det 33. minut, før Jeppe Curth gjorde det til 3-1 og 4-1 efter pausen. Det så 2485 tilskuere på Silkeborg Stadion.

Silkeborg IF må nu forberede sig på nedrykningskrig i foråret. Holdet har kun fire points luft til nedrykningsstregen.