90-årige Karri Wichmann vandt guld til EM i atletik

Fredag blev europamesterskaberne i atletik for veteraner afviklet i Aarhus. Der var mange imponerende præstationer af de aldrende stjerner

01:51

Selvom om man er blevet 80 eller sågar 90 år, så kan der stadig godt være speed i benene og kræfter i armene. Det beviste en gruppe atleter til EM i atletik for veteraner fredag i Aarhus.

Det giver mig rigtig meget, det er en del af det gode liv.

Karri Wichmann

Blandt de stadig særdeles aktive deltagere var Knut Henrik Skramstad på lidt over 80 år fra Norge og Karri Wichmann på 90 år fra Finland. Begge hev guld med hjem til deres respektive lande.

- Det giver mig rigtig meget, det er en del af det gode liv, lød det fra Karri Wichmann til TV2 ØSTJYLLAND om atletik-disciplinen ti-kamp, som begge de aldrende stjerner deltog i.

Alle kræfter blev lagt i fra veteranerne under europamesterskaberne. 

Og netop stjerner er lige præcis, hvad de to er. For Knut Henrik Skramstad har vundet 10 verdensmesterskaber og 13 europamesterskaber gennem årene, imens hans finske kollega blandt andet har to guldmedaljer i ti-kamp bag sig.

Flere af de store sejre er dog nogle år tilbage.

Bliver ved til han er 100 år

- Jeg vandt det norske juniormesterskab i stangspring i 1956 og 1957, fortalte Knut Henrik Skramstad til TV2 ØSTJYLLAND.  

Han viste med al tydelighed, at selvom man har rundet de 80 år, så sidder konkurrence-genet ved.

- Mit kast var nærmest mislykket. Det blev for lavt og kom kun ud på et par og 20 meter, sagde Knut Henrik Skramstad efter et skuffende diskoskast.

Der var stor glæde at spore hos norske Knut Henrik Skramstad efter stævnet.  

Den finske atlet på 90 år er så småt ved at indstille sig på, at karrieren nok lakker mod enden, men helt slut er den ikke endnu.

- Jeg tror, at jeg er ved at nærme mig slutningen, men jeg vil gerne være i god form til VM i Malaga i Spanien til næste år, sagde Karri Wichmann.

Læs også Maja Alm vil til OL: Overvejer at droppe orienteringsløb

Han viste da også ligesom den svenske tikæmper gode takter. Begge vandt de guld i deres aldersgruppe, og det fik straks optimismen tilbage hos Knut Henrik Skramstad efter det skuffende diskoskast. Han er klar til at fortsætte med atletik mange år endnu.

- Jeg har ikke sat nogen grænse, så længe jeg føler mig frisk, oplagt og har lyst, så fortsætter jeg. Måske fortsætter jeg, til jeg er 100 år, lød det fra ham.

Du kan se klip fra stævnet med de to atleter i indslaget øverst på siden.