90-årig kvinde skubbet omkuld: Unge drenge kræves fængslet
Østjyllands Politi har besluttet at fremstille tre unge drenge i grundlovsforhør
Østjyllands Politi har anholdt tre drenge, to på 16 år og en på 15 år, efter tyverier og røverier på åben gade i Randers.
Efter en længere drøftelse har Østjyllands Politi besluttet, at drengenes kriminalitet er grov nok til, at politiet vil forsøge at få dem varetægtsfængslet.
Læs også
- Den er vendt rent juridisk, og vi forsøger at fremstille alle tre i grundlovsforhør i morgen formiddag (mandag, red.), siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Gik tur med sin mand
De tre drenge bliver efter alt at dømme sigtet for flere forhold – ikke alle er de klarlagt.
- I et enkelt forhold kan vi konstatere røveriforhold, men der er fire forhold, de potentielt er sigtet for. Jeg kan ikke sige, om der kommer flere til, siger vagtchefen.
Læs også
Det ene forhold, hvor politiet har sigtelsen klar, drejer sig om et røveri imod en 90 år gammel dame, der gik en tur med sin mand.
- Det er en ældre kvinde på 90 år, som bruger rollator, der er forurettet. Hun bliver skubbet til, og man tager tasken fra hende. Hun er ikke kommet alvorligt til skade, siger vagtchefen.