Niårige Sakarias fik overraskende brev fra kommunen

Sakarias havde lige bygget et paphus, og så fik han brev fra kommunen med tilbud om fibernet

Niårige Sakarias foran sit hus, som fik tilbudt fibernet. Familien havde inden brevet allerede bestilt fibernet.

Han er ni år, og det eneste hus, han ejer, er lavet af pap.

På trods af det fik han for nylig et brev fra Norddjurs Kommune med et tilbud om at få oprettet fibernet. 

Brevet fra Norddjurs Kommune.

- Det passede simpelthen så godt, at han lige havde bygget et papkasse-hus dagen inden, siger hans mor Nadja Kaagh fra Bønnerup Strand.

Sakarias' hus.

Hans mor har tidligere været med i TV-programmet De Unge Mødre, og hun har beskrevet den søde historie på sin Facebook-profil.

-Til at begynde med tænkte jeg: 'Er der sket en fejl? Vi har købt huset, men er det registreret i hans navn?' siger Nadja Kaagh.

Hun går dog udfra, at der er sket en fejl, fordi de også selv har fået brevet i deres e-boks, og så har de hørt fra en anden mor, hvis dreng på 7 år også har fået brevet.

Svært med fibernet

Familien vil gerne have fibernet og havde tilmeldt sig, inden Sakarias fik brevet.

De er dog ikke sikre på at få det, da de skal være 400 tilmeldte i området, før de får det, og på nuværende tidspunkt er der kun 151 tilmeldte.

Læs også Dårlig forbindelse: Selskaberne vil ikke arbejde med os herude

- Vi vil gerne fremtidssikre vores by, så vores børn gider at blive her, så det bliver et stort skridt, hvis der kommer nok tilmeldinger til at det kan blive til noget, siger Nadja Kaagh.

- Vores internetforbindelse lige nu er lidt noget bøvl. Hvis to børn sidder på Netflix, og jeg eller min mand vil på computeren, så er chancen, for at vores børn skriger, stor, fordi nettet er langsomt.