85-årig kvinde smadrede ruder
En 85-årig dement kvinde iført natkjole smadrede i nat vinduer hos en tilfældig beboer i Silkeborgs vestlige opland.
7. apr 2006, kl. 09:23
Mere end 30 dage gammel
En beboer på Engesvangvej vest for Silkeborg vågnede ved 3.30-tiden i nat ved, at ruderne i hans hoveddør blev knust.
Det viste sig at være en ældre kvinde, der med to mursten havde smadret ruderne i døren. Kvinden, der råbte om hjælp, var kun iført natkjole.
Beboeren i huset kontaktede straks politiet. Kvinden, der viste sig at være 85 år gammel, blev derefter kørt til Silkeborg Centralsygehus, hvor hun tilbragte resten af natten.
Hun var inden indlæggelsen temmelig forkommen og blødte fra de bare fødder.