85-årig indebrændt

Ældre århusianer død under brænd i sin lejlighed. Han havde forbrændinger på store dele af kroppen.

En 85-årig mand fra Århus døde i nat under en brand i sin lejlighed på Hallssti i byens centrum. Et vidne ringede til Alarmcentralen ved halv tre-tiden og fortalte om branden, men han kunne ikke oplyse, om der var personer til stede. Århus Brandvæsen og Falck rykkede straks ud med brandvogne og ambulancer, og røgdykkere fandt derefter frem til den ældre mand, der lå i soveværelset.

Manden havde anden til tredjegrads-forbrændinger på store dele af kroppen, og han blev straks kørt til Århus Kommunehospital. Han blev erklæret død i løbet af natten.

Århus Politi kunne onsdag morgen endnu ikke fortælle, hvad der var årsag til dødsbranden. Lejligheden nåede næsten at udbrænde, inden ilden blev slukket. Der var ikke andre personer til stede i lejligheden, og naboerne var ikke i fare.