80.000 tons asfalt er lagt: Nu er motorvejs-udvidelse helt færdig

Det sidste slidlag på den 15 km lange motorvejsudvidelse mellem Skanderborg og Aarhus er nu lagt. Til gavn for bilisterne, lyder det fra Vejdirektoratet.

Nu skulle det gerne blive mere behageligt at køre på den nye strækning på motorvej E45. Genrefoto Foto: Claus Bonnerup - Ritzau Scanpix

Arbejdet har givet kø og frustrationer i trafikken henover sommeren, men nu høster bilisterne frugten. Det sidste stykke slidlag på de to nye spor på motorvej E45 mellem Skanderborg Syd og Aarhus Syd er på plads.

Oprydningen efter asfaltarbejdet er desuden også afsluttet nu, så hastighedsgrænsen på de 15 kilometer sættes op fra 110 til 130 kilometer i timen.

Vejdirektoratet

I alt har Vejdirektoratets entreprenør fået lagt 80.000 tons asfalt, som skal give en mere komfortabel køreoplevelse på strækningen.

- Vejen er blevet rettet op, så den faktisk svarer til en helt ny motorvej. Jeg er helt sikker på, at trafikanterne får en fremragende køreoplevelse og komfort derude. Det fortjener de også, for vi var jo nødt til at genere trafikken med periodevise lukninger af motorvejsramper og generelle hastighedsnedsættelser, mens vi udførte arbejdet henover sommeren, siger projektleder hos Vejdirektoratet, Robin Højen Madsen, i en pressemeddelelse.

Læs også Trafikken kører flydende efter åbning af nyt spor på E45

Manglede det sidste

Selve vejudvidelsen har stået klar siden efteråret 2018, men for at fuldende projektet manglede det øverste lag asfalt, det såkaldte slidlag.

Det kunne først blive lagt i det nye år.

02:14

VIDEO: Flere borgerlige politikere har tidligere udtalt, at de håber, motorvejen på sigt kan blive udvidet endnu mere, så der er et ekstra spor hele vejen fra Randers til Vejle. Indslaget er fra den 27. august 2018. 

Luk video

- Oprydningen efter asfaltarbejdet er desuden også afsluttet nu, så hastighedsgrænsen på de 15 kilometer sættes op fra 110 til 130 kilometer i timen, der hvor der har været skiltet ned under arbejdet, oplyser Vejdirektoratet.

Asfalten blev udlagt i etaper - skiftevis i sydgående spor, og derefter nordgående spor - i samme etape. Af hensyn til trafikafviklingen blev én etape afsluttet, inden den næste blev påbegyndt.

Her er motorvejen blevet udvidet med et ekstra spor i begge retninger. 

Skal afhjælpe trængsel

Den nu helt færdige udbygning til seks spor mellem Skanderborg Syd og Aarhus Syd skal afhjælpe de trængselsproblemer, som strækningen længe har haft i myldretiden, da trafikken på de danske motorveje er stigende.

- De nye motorvejsspor vil give trafikanterne en hurtigere og mere sikker rejse på strækningen. Man kommer til at spare tre-fem minutter i myldretiden. Det vil forhåbentlig lette trængslen, øge fremkommeligheden og mindske risikoen for uheld, siger Robin Højen Madsen og fortsætter:

- Det kommer både privatpersoner til gode, men også eksempelvis det erhvervsliv med tung lastbilstransport, der er afhængig af at kunne komme effektivt frem og tilbage med varer til deres kunder.

Læs også Erhvervslivet glæder sig over trafikaftale - men der er også mangler