8000 århusianere vil på tønden

På mandag afleverer FOA-fagforeningen mere end 8000 underskrifter til Økonomiudvalget i Århus.

Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) i Århus har søgt - og fået - foretræde for Økonomiudvalget. På mandag vil forbundet aflevere mere end 8000 indsamlede underskrifter, der går imod den forventede lukning af byens offentlige toiletter.

Ifølge afdelingsformand Kirsten Normand har der været stor opbakning til FOA's initiativ.

- Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan situationen for en gruppe trængende børnehavebørn kunne udvikle sig, hvis de hver især skulle stå i kø med en tokrone for at lade vandet, påpeger formanden.

Ifølge FOA er en stor del af de, som har skrevet under, indstillet på eventuel brugerbetaling på de offentlige toiletter.