800 færre på Samsø

Festivalen formåede ikke at melde udsolgt som sidste år

Medina, Aqua, Tim Christensen, Nik og Jay og Søs Fenger var blandt de mange optrædende på dette års udgave af den fire dage lange Samsø Festival.  

Men til trods for et bredt udvalg af koncerter solgte festivalen 800 færre billetter i år i forhold til sidste år. Det skriver P4 Østjylland.

I alt havde 4700 gæster i år købt billet til festivalen.

- Hovedårsagen er nok det kølige sommervejr, som ikke just er festival-vejr. Det kan få mange til at overveje at tage en uge sydpå i stedet for, siger presseansvarlig for Samsø Festival, Thomas Jacobsen til P4 Østjylland.

Festivalen håber nu, at de færre gæster i år ikke resulterer i et direkte underskud, og Thomas Jacobsen garanterer, at der også bliver festival på Samsø næste år.