80 i politiets sorte bog
En fartkontrol på fire timer i Aarhus gav hele 80 sager
Østjyllands Politi havde travlt med at skrive bøder ud torsdag, hvor der var fartkontrol på Randersvej i Aarhus, indadgående mod centrum.
Politiet var på stedet i fire timer, og på den tid nåede der at blive åbnet hele 80 sager.
76 får et klip i kørekortet, mens fire får en betinget frakendelse af kørekortet. Der er ikke åbnet sager mod overtrædelser der var mindre end den, der giver klip i kørekortet.
Se: Kontrol: Klip og frakendelser
Og politiet er ikke ligefrem ude med ros til bilisterne efter kontrollen.
- Jeg synes, det er mange sager. Og det er jo klipsager, så det kræver minimum 30 procents overtrædelse. Der var en hastighedsbegrænsning på 70 kilometer i timen, der hvor vi havde kontrol, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hallstrøm til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det svarer til en hastighed på minimum 91 kilometer i timen, hvor man må køre 70.
- Det er selvfølgelig et sted, hvor du kommer fra at køre stærkt, og så er der sådan et mellemstykke ind til byen, men jeg synes godt nok, det er mange, siger Peter Hallstrøm.