8 kg hamp beslaglagt på Samsø
Specialpatrulje fra Odder Politi finder hash, hamp, marihuana og piller hos fem personer på Samsø.
En specialgruppe fra politiet i Odder fik blandt andet 8 kg hampplanter med sig tilbage til fastlandet, da betjentene i tirsdags var en tur på Samsø.
Hampplanterne var blevet dyrket af en samsing, som nu risikerer en fængselsstraf for den ulovlige planteavl.
Desuden beslaglagde politiet hos en enkelt person 135 gram hash og 900 kr. Pengene menes at komme fra handel med hash, oplyser kriminalinspektør Steen Edeling.
Politiets udbytte af turen var i alt 145 gram hash, 155 gram marihuana, 4 gram hampfrø, 30 euforiserende Ritalin-piller samt de 8 kg planter.
Fire samsinger kan se frem til en bøde for besiddelse af stoffer til eget brug, mens en femte sigtes for handel med stoffer.
I den lokale presse er der blevet skrevet om beslaglæggelse af i alt 183 kg rusmidler, men det tal afviser Steen Edeling.