7er stole og lampe stjålet i Højbjerg fundet

Ved et tilfælde fandt politiet koster fra indbrud i Højbjerg, da de blev kaldt ud til et husspektakel

Foto: Google Street View

Tirsdag formiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at et vidne havde set to personer køre i en grå Peugeot fra en villa på Askehøjvej i Højbjerg.

Politiet fandt den grå Peugeot ved Aarhus Golfklub på Moesgårdvej, hvor to personer løb fra den. En hundepatrulje kom til stedet, og en af hundene fandt en af personerne fra bilen. Han havde gemt sig under en trappe.

Der var tale om en 21-årig mand uden fast bopæl. Han blev efterfølgende anholdt.

Læs også Stribevis af indbrud i vinterferien

Medgerningsmanden blev ikke fundet, men bag i den grå Peugeot fandt politiet nogle af Arne Jacobsens 7er stole og en lampe.

På næsten samme tidspunkt tirsdag formiddag kontaktede et andet vidne i Højbjerg Østjyllands Politi, idet vidnet havde set to personer, der udviste mistænkelig adfærd, mens de kørte rundt i en sort Mercedes.

De to personer havde netop parkeret den sorte Mercedes ud for en villa på Lærkehøjvej i Højbjerg. Da en patruljevogn ankom til stedet, var den sorte Mercedes væk.

Læs også Sofus har opfundet en ny sikring mod indbrud

Tirsdag aften fik Østjyllands Politi en anmeldelse om husspektakler på Ormslevvej i Viby.

På stedet traf politiet en 21-årig mand fra Djursland, der var i besiddelse af en taske med en bærbar computer og smykker stjålet ved indbruddet på Lærkehøjvej tidligere på dagen. Den 21-årige blev anholdt og sigtet.

Østjyllands Politi modtog tirsdag 16 anmeldelser om indbrud.