79-årig svensker melder afbud

Den 79-årige svensker, der er optaget på medicinstudiet, kommer ikke til Århus. Han vil ikke være centrum i en mediestorm.

Den 79-årige svensker, der var blevet optaget på medicinstudiet ved Århus Universitet, kommer hverken til studiestart, på rustur eller til timer.

Efter det er gået op for ham, at hans optagelse er blevet genstand for stor mediedækning og massiv kritik fra både poltikere, universitetsledelse og en sygehuschef, har han valgt at sige fra.

- Han ønskede ikke at være centrum i orkanens øje. Derfor sender han nu et brev, hvor han melder studiepladsen fra, siger studiechef på Århus Universitet, Eva Teilmann, til Jyllands-Posten.

- Det er vist meget fornuftigt, siger dekan Søren Mogensen til avisen om den 79-åriges beslutning.