78-årig kvinde fundet i god behold
78-årig kvinde fra Randers blev lørdag aften efterlyst, men hun er nu fundet og i god behold
En 78-årig kvinde, som Østjyllands Politi lørdag aften bad offentligheden om hjælp til at finde, er nu fundet i god behold. Det oplyser Østjyllands Politi.
Kort før klokken 20 lørdag aften valgte politiet at offentliggøre navn og billede af den efterlyste i håb om, at nogen måske havde set hende.
Læs også
Det skete, fordi kvinden ikke var set siden klokken 11 om formiddagen. Her var hun set ved banegården i Randers, hvor hun skulle med et tog fra Randers til Malmø i Sverige for at besøge noget familie. Men da kvinden ikke dukkede op i Malmø som planlagt, slog familien alarm til politiet.
Læs også
Men nu er kvinden heldigvis fundet og i god behold.
- Hendes rejse var blevet noget længere end planlagt, og familien kunne ikke forstå, at hun ikke var nået frem. De kunne ikke kontakte hende, for hun havde ingen mobiltelefon med, men nu er hun altså fremme ved familien, siger vagtchef Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.