76 millioner kroner til nye cykelstier i Århus
Århus Kommune vil de næste fire år anlægge nye cykelstier og sørge for trafiksikkerhed for millioner af kroner.
Et flertal i byrådet har afsat 76 millioner for blandt andet at sørge for sikre skoleveje for kommunens børn.
Desuden råder staten over en række puljer, som kommunen kan søge cykelmidler fra. En ansøgning er allerede sendt ind, og hvis den bliver godkendt, er der yderligere seks millioner kr. til cykelstier, skriver Århus Stiftstidende.
Efter beslutningen om at afsætte penge til nye cykelstier, er der i den sydlige del af kommunen udsigt til en sikrere skolevej for de børn i Ajstrup, der går i skole i Malling.
I den modsatte ende af kommunen er der mulighed for, at skolevejen bliver sikrere for børnene i Studstrup og Hjortshøj.
De ekstra penge til cykelstier blev vedtaget uden borgerlige stemmer. Ikke fordi de borgerlige er imod flere cykelstier. Tværtimod.
Men partierne er ifølge Århus Stiftstidende rasende over en plan om at bruge 15 millioner kr. på at anlægge en luksus-cykelsti mellem Lystrup og Århus Centrum. Denne luksus-cykelsti skal blandt andet tilbyde cyklisterne servicestationer med luft til dækkene og koldt vand til halsen.
De borgerlige havde hellere set, at en del af pengene til Lystrup-cykelstien blev anvendt til asfalt andre steder.