Skat tæt på at kvæle virksomhed
Truer med konkurs trods tabt retssag
Danske virksomheder risikerer at blive tvangslukket af skattemyndighederne, inden deres sager er afgjort, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det viser en sag i Landsskatteretten, hvor bådforhandleren Risbjerg Marine i Them ved Silkeborg har klaget over, at Skat kræver 11,4 mio. kr. i moms.
I en foreløbig vurdering fastslog Landsskatteretten i juni, at Risbjerg Marine har ret og ikke skal betale momsen. Alligevel
krævede Skat efterfølgende, at virksomheden på grund af
momskravet skulle stille med 4,9 mio. kr. i sikkerhed. Ellers ville Skat erklære selskabet konkurs.
Risbjerg Marine kunne ikke stille sikkerheden og ville derfor blive tvangslukket, inden dens sag blev afgjort, hvis det stod til Skat.
- Det er hårdt at sluge, at retstilstanden er sådan i Danmark. Det virker, som om Skat forsøger at lukke os, inden vores momssag bliver afgjort. Oven i købet på et tidspunkt, hvor vi står til at vinde, siger Ole Risbjerg, indehaver af Risbjerg Marine, til Jyllands-Posten.