74-årig i livsfare efter brand
Overført til Rigshospitalet med svære forbrændinger
En 74-årig mandlig beboer på Plejecenter Møllebo i det nordlige Randers blev fredag eftermiddag indlagt og overført til Rigshospitalet med svære forbrændinger.
Den 74-årig sad og røg en cigaret i sin ældrebolig på Infanterivej, da der gik ild i hans tøj.
- Det automatiske brandalarmanlæg gik i gang, da der var meget røg i boligen. Personalet handlede godt og hurtigt og gjorde, hvad de kunne, fortæller indsatsleder Niels Henrik Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Der var kun gået ild i den 74-åriges tøj, så personalet fik hurtigt slukket ilden. Herefter sørgede de for at putte godt med vand på ham, indtil vi nåede frem og overtog behandlingen.
Ifølge Østjyllands Politi er den 74-årige mand lørdag formiddag fortsat i livsfare.