Øksemand skal straffes hårdere
Somalier dømt for angreb på Kurt Westergaard kræves tre år mere i fængsel
Det skal koste mindst tre år mere end ni år i fængsel at trænge ind hos den aarhusianske bladtegner Kurt Westergaard og med en økse og en kniv true ham på livet som led i en terrorhandling.
Det mener anklagemyndigheden, der fra på onsdag i Vestre Landsret i Aarhus vil forsøge at få skærpet fængselsdommen på ni års fængsel for forsøg på manddrab og terror fra byretten i februar.
Straffen skal mindst op på 12 års fængsel mod den 29-årige somalier Muhudiin Mohamed Geele, der blev dømt for økseangrebet i Kurt Westergaards hjem i rækkehuset i Viby ved Aarhus den 1. januar 2010 om aftenen.
Anklageren vil helt sikkert nærlæse præmisserne i den seneste terrordom herhjemme. Her blev den tjetjensk-fødte etbenede bokser Lors Doukaiev i sidste uge idømt 12 års fængsel for terror. Ved et uheld sprængte han sin hjemmelavede bombe på Hotel Jørgensen og kom selv til skade. Bomben var tiltænkt Jyllands-Posten.
Ankede straks dommen
I februar ankede den såkaldte øksemand straks dommen på ni års fængsel og udvisning for bestandig. Han blev fundet skyldig i forsøg på manddrab og for terror. I sagen havde forsvareren krævet seks års fængsel, mens anklageren krævede 12 år. Retten landede midt imellem.
I flere af de kendte terrorsager i Danmark, Vollsmose-sagen og Glasvej-sagen er der idømt op til 12 års fængsel for terrorplaner.
Den 29-årige somalier forklarede i byretten, at han kun ville skræmme KurtWestergaard, da han efter flere end 20 øksehug på terrassedøren brød ind til tegneren. Tegneren slap uskadt, da han forskansede sig i et særligt sikret rum, hvorfra han alarmerede politiet.
Øksemandens angreb nytårsdag 2010 ved 22-tiden blev optaget af flere videokameraer og vist meget detaljeret i retten. Manden kastede også en økse efter en politibetjent, inden han blev skudt ned og anholdt.
I dag lever den 75-årige KurtWestergaard i sit rækkehus med livvagter døgnet rundt.
I landsretten skal tegneren igen afhøres om den dramatiske aften for næsten halvandet år siden.