Skiltesjusk: Hvor hurtigt må man egentlig køre her?

Et skilt blev ved en fejl vendt forkert efter vejarbejde i weekenden

70 km/t eller ej? Vejdirektoratet erkender fejl på denne landevej nord for Aarhus.

Bilister, der kom kørende ad rute 587 nord for Løgten, blev nok lidt forvirrede, hvis de så på fartskiltene, der for nylig er blevet sat op.

Et af skiltene viste, at bilister måtte køre 70 km/t, men lige ved siden af var der sat et skilt op, der viste, at fartgrænsen ikke længere lå på 70 km/t. 

Læs også Skiltestrid: Silkeborg kommer tilbage på vejskilte

Skiltene er sat op, fordi Vejdirektoratet har bygget motorvejskrydset på strækningen om, men noget er gået galt.

- Der er sket en fejl. Entreprenøren har været derude og arbejde fra fredag klokken 18.00 til tidlig lørdag morgen, og der har de ikke fået vendt skiltet om. Det må selvfølgelig ikke ske, fortæller projektleder ved Vejdirektoratet Shahriar Honar.

Skiltene bliver gennemgået

Projektet på strækningen blev faktisk afsluttet sidste år, men efterfølgende har der været noget finisharbejde, og det er altså her, det er gået galt med skiltet.

Skiltene blev sat op på landevejen ved Eskerod på det sydvestlige Djursland - lige på grænsen til Aarhus Kommune. Foto: Google Maps

Hos Vejdirektoratet lover man, at skiltet hurtigst muligt kommer til at vende den rigtige vej igen. 

- De er på vej derud for at kigge på det nu. De gennemgår samtidig alle de skilte, der er blevet sat op, siger Shahriar Honar.

Læs også Så meget tid sparer du ved at trykke på speederen, når du kører sydpå

Skiltene var placeret på landevejen tæt på kommunegrænsen mellem Aarhus og Syddjurs kommuner.