70-årig fik frarøvet bil
To unge mænd holdt ham fast og stjal bilnøgler
En 70-årig mand fra Viby blev i går eftermiddag overrasket af to unge mænd, mens han støvsugede sin bil.
Ifølge Østjyllands Politi fandt episoden sted klokken 14.23 foran mandens garageport på Vårkjærvej i Viby.
Manden var i gang med at støvsuge baragerummet på sin bil, men pludselig blev rengøringen afbrudt, da to unge mænd henvendte sig.
"Vi vil have dine bilnøgler," råbte de to mænd, hvorefter den ene greb fat i den 70-årige mand. Manden holdt den 70-årige mands arme fast, mens den anden stjal bilnøglerne fra hans lomme.
- Den 70-årige mand blev meget bange og gjorde ikke modværge, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De to mænd lukkede derefter bagagerummet på bilen og kørte af sted fra området i høj fart.
- Det er en meget grov sag. Vi håber, at høre fra folk, hvis de har set noget i området eller har set den stjålne bil, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den stjålne bil er en hvid/cremefarvet Hyundai i30 med registreringsnummeret ZK 35 515.
De to mænd beskrives som arabisk af udseende, dansktalende med let accent, 18-20 år gamle, 175-180 centimeter høje og almindelige af bygning. De var begge iført grønlige Canada Goose jakker.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.