70-årige Niels Peder: Bliver ved til jeg ikke kan tygge smør længere

Et par gange om ugen arbejder 12 pensionerede mænd med at pakke grøntsager i kasser og levere dem til kunder. De gør det, fordi de ikke kan lade være med at arbejde

01:54

Klokken er lidt over syv om morgenen, og der er travlt i pakkehallen i den lille by Grundfør.

- Jeg elsker at kommer herud og rykke i nogle madkasser. Der er så meget krudt i mig endnu, siger 70-årige Niels Peder Mols Jensen.

Han har de seneste fem år arbejdet som chauffør hos virksomheden 'Mad til døren' i Grundfør, hvor han pakker og leverer kasser med madvarer til kunder. Og det er han glad for.

Læs også Tage er 80 og vil køre bus 10 år endnu: - Det duer ikke at sidde stille

- Det er meget vigtigt, fordi jeg har nogle gode kollegaer, og jeg har noget at stå op til om morgenen. Det er alletiders, siger Niels Peder Mols Jensen.

Et godt kammeratskab
Han arbejder sammen med 11 andre pensionerede mænd i alderen 68-74 år, der alle er timelønnet.  En af dem er 70-årige Jørgen Badstue, der har arbejdet med at pakke madvarer de seneste ni år.

- Der er et fantastisk kammeratskab herude, vi arbejder næsten som en lille familie, siger Jørgen Badstue.

Men du har jo tjent arbejdsmarkedet. Hvorfor bliver du ved?

- Hvis du kan forklare mig, hvad jeg ellers skulle lave, hvis jeg ikke havde et eller andet at stå op til. Jeg kan jo ikke tage ud og fiske eller gå på jagt hele tiden, det bliver også lidt træls i længden, siger Jørgen Badstue.

Jørgen Badstue.

Hos virksomheden ”Mad til døren” kan de ikke undvære de ældre mænds arbejdskraft.

- Det betyder meget, for de tager altid fat. De er aldrig bange for at arbejde, for de har jo været vant til det hele livet, siger Henriette Skovbakke, der ejer Mad til Døren.

Læs også Spisevenner mod ensomhed hitter: Maden smager bedre med Lise

Og selvom Niels Peder Mols Jensen har rundet de 70 år, så har han ikke planer om at stoppe foreløbigt.

- Hvis det står til mig, så bliver jeg ved, indtil jeg ikke kan tygge smør længere, siger Niels Peder Mols Jensen.

Du kan se mere om de 12 mænd og deres fællesskab på arbejdet i videoen øverst på siden. 

02:38

Britta Margrethe Nielsen fra Horsens er i en alder af 58 år så fysisk nedslidt efter et hårdt arbejdsliv, at selv hverdagens små gøremål virker nærmest uoverskuligt store. 

Luk video