690.000 kr. til Gammel Estrup
Aarhus 2017 støtter projekt om herregårde
Herregårdsmuseet på Gammel Estrup har fået 690.000 kroner til projektet "Herregårdene - Porten til Europa".
Med bevillingen vil museet de næste tre år fortsætte arbejdet med at sætte fokus på herregårdenes historiske rolle som kulturbærere og formidlere af kulturelle strømninger på tværs af Europa.
- Det er helt fantastisk, at vi nu får mulighed for at fortælle den gode historie om herregårdenes europæiske forbindelser, siger museumsdirektør ved Gammel Estrup - Herregårdsmuseet, Britta Andersen, i en pressemeddelelse.
- Globalisering er ikke et nogen ny opfindelse. Før fjernsyn og internet var herregårdene de steder, hvor tidens internationale strømninger kom til landet. Adelsmændene rejste ud i Europa og kom hjem med nye impulser, og det vil vi formidle til besøgende på de steder, hvor historien foregik. På herregårdene.
De nye midler fra Aarhus 2017 skal blandt andet bruges til samarbejder med herregårdene Sostrup, Rosenholm, Clausholm og Bidstrup, der alle har indvilget i at åbne op for publikum i 2017.