69-årig tilstod pædofili

Århusianer tilstod i dag - i sit eget hjem - omfattende sexovergreb mod rumænske drenge.

En 69-årig døende mand fra Århus tilstod tirsdag alle forhold i en omfattende sag om sexovergreb mod en række mindreårige rumænske drenge.

Tilståelsen faldt i hans eget hjem i det vestlige Århus, hvortil dommer Christian Richter havde valgt at flytte retsmødet. Den meget usædvanlige fremgangsmåde var valgt, fordi den pædofilisigtede havde erklæret sig for syg til at møde op i retten.

Manden lider af uhelbredelig kræft. Ifølge den pædofilisigtedes forsvarer, Anders Mygind, tilstod den ældre mand fra sin sygeseng at have haft samleje med mange rumænske drenge i årene 1997, 1998 og 1999. Drengene fandt han på et børnehjem nær Rumæniens hovedstad, Bukarest, og skrev efterfølgende en detaljeret rapport om misbruget. Han har også været med til at optage børneporno på video, som blev distribueret til en international pædofiliring. /ritzau/