69-årig fundet kvalt i Grenaa

Østjyllands Politi efterforsker et drab mod en 69-årig mand fra Grenaa, der blev fundet kvalt af en hjemmeplejer.

Østjyllands Politi blev søndag tilkaldt til mandens bopæl på Nørrevang 16 i Grenaa. Her havde hjemmeplejen kort forinden fundet den 69-årige død.

Efterforskerne kunne hurtigt konstatere, at manden var blevet kvalt, men politiet har af hensyn til efterforskningen, ikke offentliggjort sagen før nu.

Politiet mener på baggrund af efterforskningen, at manden har været i live frem til lørdag kl. 12.00. Indtil videre er der ingen anholdte i sagen og politiet har heller ikke nogen ide om motivet for drabet. Derfor vil Østjyllands Politi gerne høre fra borgere, der har set noget, der kan være af betydning for efterforskningen.

- Vi efterlyser vidner, der har set noget fra lørdag kl. 12.00 og frem til søndag kl. 09.00, fortæller vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen fra Østjyllands Politi.

Politiets teknikere har i løbet af ugen foretaget tekniske undersøgelser af gerningsstedet og undersøgelserne fortsætter de næste dage.