68-årig tæsket i eget hjem

Gerningsmand anholdt på værtshus

Foto: Flickr

En 68-årig mand blev sent mandag eftermiddag overfaldet med en række slag i sit eget hjem på Adelgade i Ebeltoft.

Ifølge Østjyllands Politi åbnede manden døren op for en 31-årig mand. Efter at være kommet ind i boligen opstod der tumult, og den 68-årige blev slået flere gange.

Overfaldet fandt sted ved 17.30-tiden mandag eftermiddag. Senere lykkedes det politiet at anholde den 31-årige formodede gerningsmand på et værtshus ikke langt derfra.

Den 31-årige er nu sigtet for vold. Politiet valgte at løslade ham tirsdag formiddag.