64-årig blev klippet ud af bil
Bilist glemte at bremse ved vejarbejde nær Ebeltoft
3. maj 2011, kl. 09:39
Mere end 30 dage gammel
En 64-årig mand sad mandag eftermiddag fastklemt i sin bil, efter at han var blevet påkørt bagfra.
Uheldet skete på Røndevej ved Ebeltoft, hvor flere biler standsede op på grund af vejarbejde. Bilisterne afventede, at de fra en tavlevogn fik grønt lys til at køre frem, da en 35-årig mandlig bilist bragede op i køen bagfra uden at bremse.
Ifølge politiet blev den 64-årige bilist klippet fri af bilen. Han blev derefter kørt til behandling på skadestuen.
Også en 43-årig kvinde blev lettere kvæstet ved uheldet.