61-årig franarret sit dankort

Gerningsmanden ville spørge om vej

En 61-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag narret af en tricktyv på en parkeringsplads på Østeralle i Ebeltoft.

Den 61-årige kvinde blev antastet af gerningsmanden, som under påskud af at skulle spørge om vej, stjal et dankort fra kvindens taske.

Dankortet blev efterfølgende misbrugt for et større kontantbeløb i en pengeautomat, oplyser Østjyllands Politi.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, østeuropæisk af udseende, ca. 50-60 år, ca. 165-170 cm, almindelig kropsbygning, lys hudfarve, gråt kort hår. Talte gebrokkent engelsk. Han var iført jeans.

Eventuelle oplysninger bedes rettet til Østjyllands Politi på tlf. 114.