600.000 så på skulpturer
Sculpture by the Sea har været en stor succes, mener borgmester Nicolai Wammen (S)
Cirka 600.000 har i løbet af den seneste måned besøgt Sculpture by the Sea.
Det vurderer arrangørerne af den fem kilometer lange udstilling på stranden syd for Aarhus.
- Sculpture by the Sea Aarhus har været en stor succes for Aarhus, og jeg er glad for at kunne fortælle, at alle kan glæde sig til at udstillingen vender tilbage i 2013, siger byens borgmester, Nicolai Wammen (S), der også er formand for udstillingen.
Fremmedartede kunstværker
Også museumsinspektør Jens Erik Sørensen fra kunstmuseet ARoS er fuld af lovord om udstillingen.
- Sculpture by the Sea Aarhus har givet alle mulighed for at stifte bekendtskab med en række spændende og fantasifulde skulpturer af kunstnere fra 22 lande over hele verden. Hermed har vi fået muligheden for at opleve og gå i dialog med kunstværker der er helt fremmedartede for dansk kunst, siger han i en pressemeddelelse.