600 fyres i Silkeborg
Efter et møde i går mellem kommunen og de faglige organisationer ligger det nu fast, at omkring 600 kommunalt ansatte vil få en fyreseddel.
Fyringerne svarer til omkring 400 fuldtidsstillinger, og målt i forhold til kommunens størrelse er der tale om en af de mest omfattende fyringsrunder blandt de kommunalt ansatte de seneste mange år, skriver epn.dk.
- Det er forfærdeligt, at der ikke er udvist rettidig omhu og allerede for et halvt år siden indført ansættelsesstop. Så havde det ikke været nødvendigt at fyre folk, der i nogen tilfælde har været ansat i over 20 år," siger Per Brobæk Madsen formand for LO's Kommunale Kartel i Silkeborg til Midtjyllands Avis.
I slutningen af denne måned sender kommunen et brev ud til de medarbejdere, der skal fyres.