60 dages fængsel for vold

Kendt hesteopdrætter sparkede nabo i skridtet under diskussion om anlæg af en ridebane ved Ebeltoft.

Landsretten i Århus idømte i går den kendte hesteopdrætter og ridelærer Hasse Hoffmann fra Ebeltoft 60 dages fængsel for vold.

Sagen skyldtes en episode sidste år, hvor Hasse Hoffmann sparkede sin nabo i skridtet under et skænderi om naboens anlæg af en ridebane.

Naboen, som er Poul-Jørn Lindberg, optikeren bag den berømte Titanium-brille, er trods dommen ked af sagen.

- Der er ingen vindere i sådan en sag, men to tabere, siger han til TV2 / ØSTJYLLAND.

Gårsdagens dom var en skærpelse af en tidligere afgørelse i byretten, hvor Hasse Hoffmann blev idømt 40 dages fængsel.