60-årig dræbt af knivstik
En modbydelig stank i opgangen fik beboere til at ringe til politiet. Da politiet åbnede døren, fandt de en 60-årig mand dræbt af knivstik
En 60-årig mand havde været død adskillige dage, da politiet i mandags blev tilkaldt. Umiddelbart var der ikke tegn på en forbrydelse, men obduktionen i dag viste, at manden var blevet dræbt af knivstik.
Politiet blev tilkaldt til adressen i Viby, fordi naboerne til den afdøde klagede over en forfærdelig stank i opgangen.
Da politiet kom ind i lejligheden fandt de en 60-årig mand liggende død på entregulvet umiddelbart inden for entredøren. Det var helt åbenlyst for betjentene, at den afdøde havde været død i nogen tid, da den almindelige nedbrydningsproces var gået igang.
Vagtlægen konstaterede at døden var indtruffet flere dage forinden, men der var ikke umiddelbart tegn på en forbrydelse. Heller ikke under ligesynet på hospitalet fandt man frem til en dødsårsag. Derfor var det først under obduktionen, at retsmedicineren opdagede, at manden var blevet stukket ihjel med en kniv. Retsmedicineren vurderer, at manden har været død i syv til ni dage.