58-årig trampet i ansigtet
Skulle opereres for kæbebrud
En 58-årig mand blev kort efter midnat overfaldet af to yngre mænd på Chr. Hauns Allé i Randers. Overfaldet var ifølge Østjyllands Politi helt uden motiv.
Manden blev antastet af to mænd og slæbt fra den ene side af fortovet til den anden, hvor efter han blev lagt ned og trampet i ansigtet over flere minutter.
Den 58-årige blev hurtigt efter overfaldet kørt på skadestuen, hvor han skulle opereres for kæbebrud og et brud ved øjet. Han havde også en tre centimeter lang flænge i baghovedet.
De to mænd blev tidligere på aftenen set på Vesterbro Bodega, hvor de eftersigende også havde været i slagsmål.
De to mænd beskrives af øjenvidner som værende omkring 20 - 24 år og af østeuropæisk udseende. De talte dårligt engelsk.
Den ene af gerningsmændene er omkring 175 - 180 centimeter høj med kortklippet hår i siderne og krøller på toppen. Han er kraftig af bygning og iført en hvis trøje og hvide shorts, der går til knæerne.
Den anden gerningsmand beskrives som spinkel af bygning og mørkt hår. Han var iført blålige shorts og en mørk t-shirt.
Oplysninger om sagen kan gives til Østjyllands Politi på 114.