Kvinde fundet død i bil – dødsårsagen er ukendt

Kvinden blev fundet død tirsdag aften på Langenæs i Aarhus.

Den 57-årige sad i en bil, som var parkeret på Nordborggade i på Langenæs i Aarhus. Foto: Google Street View

En 57-årig kvinde er tirsdag aften blevet fundet død i en bil.

Det oplyser vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Bilen var parkeret på Nordborggade nummer 1 på Langenæs i Aarhus, og bag rattet sad den 57-årige kvinde bevidstløs.

Læs også Gravid kvinde blev snydt af sine veninder – fik tæsk af otte personer

Det er uklart for politiet, om det er en forbipasserende eller en pårørende der fandt kvinden, men sikkert er, at personen ringede 112.

- Lægen erklærer kvinden død klokken 19:51, og 6 minutter senere anmelder de det til os, fordi de synes, det virker mærkeligt, at en forholdsvis ung kvinde findes død i en bil, siger Jens Rønberg, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Østjyllands Politi har efterfølgende været til stede på adressen for at undersøge sagen nærmere. I morgen, onsdag, ser politiet og en læge nærmere på kvinden ved et retsligt ligsyn og undersøger herunder, om der er noget mistænkeligt ved dødsfaldet.

Kvinden blev fundet død i en bil af mærket Suzuki. Foto: Google Satellit.

- Umiddelbart er der ikke noget mistænkeligt ved dødsfaldet, så havde vi reageret helt anderledes – blandt andet ved at tilkalde kriminalteknisk afdeling, siger vagtchefen til TV2 ØSTJYLLAND.

Kvindens pårørende er underrettet.