55-årig idømt behandling for voldtægt af hjælpeløs kvinde

En mand er kendt skyldig i at have voldtaget en 23-årig kvinde på et fortov på Klostertorv i Aarhus.

Den 55-årige voldtægtsmand blev idømt en behandlingsdom ved Retten i Aarhus i dag. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Natten til den 22. oktober opdagede en politipatrulje noget usædvanligt på et fortov på Klostertorvet i midten af Aarhus. 

Klokken var 2.51, da betjentene tog en mand på fersk gerning, mens han lå ovenpå en 23-årig kvinde med bukserne nede. 

Læs også Politiet efterlyser vidner: Røver stjal smykker og skubbede til ekspedient

Tirsdag blev den 55-årige i dømt en behandlingsdom uden længstetid for voldtægt. Dommen faldt ved Retten i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Betjentene fra patruljen har i retten forklaret, at kvinden var så påvirket, at hun ikke kunne føre en samtale. Hun var meget svær at komme i kontakt med efter episoden, lød det.

Kunne intet huske

Efter hændelsen blev hendes promille også målt til at være meget høj, og hun har selv forklaret, at hun ikke kan huske noget fra selve aftenen eller natten. 

Manden brugte hverken trusler eller vold under episoden. Selv har han nægtet voldtægten. Han har forklaret, at den 23-årige frivilligt havde haft seksuelt samkvem med ham, og at de mødtes et sted i Aarhus.

Det var på Klostertorv i det centrale Aarhus, at overfaldet fandt sted. Foto: Google Maps

Men den forklaring købte retten ikke. 

- Den her sag er et eksempel på, at en voldtægt ikke nødvendigvis foregår under trusler eller vold fra gerningsmanden, siger anklager Tanja Fogt, der mødte i retten.

- Man kan ikke gå ud fra, at kvinden giver samtykke, når hun er i så hjælpeløs en tilstand, at hun ikke har mulighed for at sige fra, tilføjer hun. 

Læs også Tiltale: Kvinde voldtaget og mishandlet med dartpile

Ud over voldtægt blev manden også kendt skyldig i at have andet seksuelt forhold end samleje med den forurettede kvinde. Dommen blev ikke anket.

En behandlingsdom betyder, at den dømte ikke er vurderet egnet til en almindelig fængselsstraf. Han skal være på en psykiatrisk afdeling, til han bliver vurderet rask nok til at blive udskrevet.