55-årig fængslet efter dødsulykke i Langå
Formodet spritbilist mistede herredømmet over bil på grund af for høj hastighed
En 55-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter en trafikulykke, hvor en 14-årig pige mistede livet.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Manden er sigtet for uagtsom manddrab.
Ulykken skete fredag ved 13-tiden i rundkørslen ved Gydevej i Langå. Den 14-årige pige kom cyklende ind i rundkørslen, da hun ifølge politiet blev ramt af mandens bil og døde på stedet.
Politet oplyste fredag, at den 55-årige mand formentlig var påvirket af spiritus, da ulykken skete, og at han tilsyneladende mistede herredømmet over bilen på grund af for høj hastighed.
Medie oplyser promille
Østjyllands Politi vil lørdag ikke fortælle om resultatet af den blodprøve, der blev taget på manden efter ulykken, men ifølge ekstrabladet.dk havde den 55-årige en promille på 1,63, da han påkørte pigen.
En bilinspektør undersøgte fredag eftermidddag ulykkesstedet, men politiet vil heller ikke udtale sig om bilens hastighed, da ulykken skete.
- Det er standardprocedure, at vi tager en blodprøve og sender en bilinspektør til ulykkesstedet ved alvorlig tilskadekomst i forbindelse med færdselsuheld, lyder det fra vagtchef Martin Christensen.
Både den 55-årige mand og 14-årige pige, der fredag mistede livet, kommer fra Langå.
Den 55-årige mand pådrog sig et brud på en ryghvirvel i forbindelse med ulykken. Varetægtsfængslingen skete således in absentia, da manden er indlagt på sygehuset.