54-årig udsat for trafikvold
Dyttede efter firmabil og blev overfaldet
Lidt efter kl. 18 i går, tirsdag, kom en 54-årig mand kørende på Christian X's Vej i Viby ved Aarhus, da en forankørende firmabil drejer til højre uden at blinke.
Den 54-årige mand må derfor bremse hårdt op for at undgå at køre op i firmabilen, som han efterfølgende dytter efter, oplyser Østjyllands Politi.
Det fik manden i firmabilen til at sætte efter den 54-årige mand, og ved at forsøge at presse ham af vejbanen, tvang han den dyttende bilist til at stoppe op.
Manden fra firmabilen steg ud og gik derefter hen og skubbede og slog den 54-årige mand i ansigtet, hvorved han fik et rødt hævet venstre øje.
Han var dog i stand til med sin mobiltelefon at tage et billede af både firmabilen og voldsmanden, og derfor kunne Østjyllands Politi nemt finde frem til gerningsmanden - en 25-årig mand fra Esbjerg, der nu bliver sigtet for vold.