54-årig fængslet for besiddelse af pistol

Anklager løslod 24-årig i grundlovsforhør og overtalte dommer til at varetægtsfængsle 54-årig

Arkivfoto. Tirsdag er en 54-årig mand blevet varetægtsfængslet i fire uger for våbenbesiddelse. Foto: Henning Bagger - Scanpix

En pistol og tilhørende ammunition har tirsdag medført, at en 54-årig mand skal tilbringe de næste fire uger i en celle.

Ved et grundlovsforhør i Retten i Aarhus har en dommer besluttet at fængsle manden i fire uger.

Læs også Aarhus vokser: Disse fem bygninger får kritik af arkitekt

Oplysningen kommer fra anklager Lise Frederiksen, som dog ikke ønsker at gå i detaljer med sagens omstændigheder. Det skyldes, at der var lukkede døre til grundlovsforhøret i Aarhus af hensyn til den videre efterforskning i sagen.

Til TV2 ØSTJYLLAND forklarer hun kort, at det drejer sig om våben våbenbesiddelse under særligt skærpede omstændigheder.

Læs også Årsag til flyulykke stadig ukendt: Tilskadekomne uden for livsfare

Den 54-årige mand har ikke kæret dommerens afgørelse til landsretten, og ifølge politiet har han da også erkendt forholdet.

Også en mand på 24 år sigtes af Østjyllands Politi for pistolen og ammunitionen, men han fik derimod lov at komme ud i solskinnet igen. Anklageren besluttede i grundlovsforhøret selv at løslade ham, oplyser hun.