52 mio. til hjerneforsker
Hjerneforsker får kæmpe beløb til forskning
Hjerneforsker i musik ved Aarhus Universitet Peter Vuust har modtaget 52 mio. kroner fra Danmarks Grundforskningsfond.
Pengene skal bruges til fremtidig forskning i, hvordan hjernen reagerer på musik. Noget, Peter Vuust forsker i allerede. med pengene skal der laves et nyt center, som skal høre ind under Jysk Musikkonservatorium og Aarhus Universitet, hvor Peter Vuust er hhv. professor og lektor.
Læs også: 177 millioner til universitet
- Det var faktisk meget emotionelt at modtage den her bevilling, fordi det er den bedste bevilling, man kan få herhjemme, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Peter Vuust forsker blandt andet i, hvordan musik kan være med til at dæmpe smerter, og tilbage i foråret forskede han i, hvordan forskellige personers hjerner reagerede på det samme stykke musik. Her scannede han 15 testpersoners hjerner, og ud fra deres scanningsbilleder kunne han forudsige en 16. testpersons reaktion:
Læs også: Se ind i dine tanker
- Musik handler om at skabe forventning og så lege med de forventninger, det skaber. Og det interessante ved det er, at hvis man så kigger ind i hjernen, så kan man se, at det er præcis det, som hjernen reagerer på - altså når man skaber forventninger og så gør noget andet, så sker der noget i hjernen, forklarer hjerneforskeren.
I videoen øverst på siden kan du se mere om Peter Vuusts forsøg med at forudsige reaktioner på et musikstykke tilbage i marts.