50.000 kroner samler støv i kommune: Ingen vil have dem

Lokalrådene mener ikke, at de er blevet oplyst ordentligt om, at puljen findes

01:48

Martin Jakobsen (K) har 50.000 kroner at dele ud af. Der er bare ingen, der vil have dem.

50.000 kroner står bare og samler støv i Silkeborg.

Det er penge, som 28 lokalråd i og omkring Silkeborg kan søge fra en pulje.

Læs også Nu må kræftsyge John få saft: - Det handler om, at folk vil lyttes til

De gør det bare ikke.

- Vi har en pulje på 50.000 kroner i Silkeborg Kommune, som er med til at understøtte forskellige initiativer ude i lokalrådene. Dem vil vi gerne af med, siger formand for nærdemokratiudvalget i Silkeborg Kommune Martin Jakobsen (K) til TV2 ØSTJYLLAND.

Er gået min næse forbi

År efter år står pengene på kontoen hos kommunen. Og her samler de støv i stedet for at komme lokalsamfundene til gavn.

Jeg har været med siden 2007. Men lige det der er gået min næse forbi.

Ejvind Svejstrup, næstformand, Gjern Lokalråd

- Vi var ikke klar over, at de penge var der, siger Ejvind Svejstrup, der er næstformand i lokalrådet i Gjern.

Han mener ikke, at det er blevet meldt godt nok ud.

- Nu har jeg været med i lokalrådet, siden det blev oprettet. Så det er ikke, fordi jeg er ny. Jeg har været med siden 2007. Men lige det der er gået min næse forbi, siger Ejvind Svejstrup.

Gjern er en af de byer, der har mulighed for at få del i Silkeborg Kommunes pulje. Formanden for byens lokalråd mener dog ikke, at tilbuddet er blevet kommunikeret godt nok ud.

Kort beskrivelse

Ifølge Martin Jakobsen gør kommunen hvert år lokalrådene opmærksomme på puljen. Men han erkender, at det har været uigennemskueligt at få del i pengene.

- Det skal være mere simpelt. Både i forhold til at godkende og ansøge om pengene, siger Martin Jakobsen, der forestiller sig, at ansøgningerne skal fylde en halv sides penge.

Læs også Gert blev smittet med rottesyge: Jeg havde det møg dårligt

- Her skal man ganske kort beskrive projektet, så vi kan sende nogle penge i deres retning, siger Martin Jakobsen.

Som en konsekvens af de manglende ansøgninger har Silkeborg Kommune på eget initiativ taget 20.000 kroner fra puljen og givet pengene til et samarbejde mellem lokalrådene i Sorring og Voel.

I videoen øverst i artiklen kan du se mere om de 50.000 kroner, som ingen tilsyneladende vil have.