5.000 skal i nyttejob
Kontanthjælpsmodtagere skal have fuldtid
Regeringen vil have kommunerne til at finde 5.000 fuldtidsstillinger, hvor ledige skal arbejde for kontanthjælpen for eksempel som landsbypedeller. Kritikere kalder ordningen grotesk.
Regeringen har for første gang sat tal på, hvor mange af de såkaldte nyttejob der skal findes til ledige, som skal arbejde for at få offentlig understøttelse, skriver Jyllands-Posten.
Landets kommuner skal ifølge Beskæftigelsesministeriet finde cirka 5.000 fuldtidsstillinger i de kommende år. 4.000 på grund af kontanthjælpsreformen, mens dagpengeaftalen skaber behov for cirka 1.000 ekstra nyttejob i 2014 og 2015.
Max i 13 uger
Men de ledige må maksimalt være i nyttejob i 13 uger, og derfor vil 20.000-25.000 årligt stemple ud og ind af nyttejobbene, vurderer kommunernes forening (KL).
- Det kan ikke passe, at kommunerne alene skal løfte denne opgave. I forvejen varetager de langt størstedelen af det sociale ansvar på arbejdsmarkedet, siger Jacob Bundsgaard (S), der er borgmester i Aarhus og formand for KLs arbejdsmarkedsudvalg.
Ordningen, der træder i kraft ved årsskiftet, møder hård kritik.
- Enten er det meningsløs beskæftigelsesterapi, eller også erstatter man lønnet arbejdskraft med nyttejobbere. Det er til grin, siger Enhedlistens gruppeformand Per Clausen (Ø).
Ifølge beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er udendørsarbejde en mulighed for de ledige, ligesom de kan hjælpe med at fjerne graffiti.
- Men vi har ikke et ønske om at detailstyre. Det må afhænge af behovet lokalt, siger hun til Jyllands-Posten.